Årets gang i AFØ

GENERALFORSAMLING – ARBEJDSDAGE – HØSTFEST – PLANTEBYTTECENTRAL

Årets gang i Amager Fælled Økohaver byder på en række tilbagevendende begivenheder, herunder den årlige generalforsamling (april), 2 arbejdsdage (forår og efterår), samt sommerfest og havepræmiering (august).

 

GENERALFORSAMLINGEN

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af april . Det er på generalforsamlingen vi drøfter spørgsmål vedrørende den daglige drift af foreningen, samt fremlægger planer og træffer beslutninger. Vedtægter, husorden, kontingent og budget for det kommende år vedtages på generalforsamlingen. Bestyrelsen opfordrer alle medlemmer til at deltage.

Generalforsamlingen vælger en bestyrelse (5 personer) til at varetage den daglige ledelse af foreningen og til udførelse af generalforsamlingens beslutninger.

 

ARBEJDSDAGE

I Amager Fælled Økohaver har vi årligt 2 arbejdsdage, hvor vi i fællesskab vedligeholder og istandsætter foreningens fællesarealer, bygninger og redskaber. Hvert medlem har pligt til at deltage i mindst én ud af de to årlige arbejdsdage. Ved udeblivelse opkræves et gebyr fastlagt på generalforsamlingen (pt. 200 kr). De to årlige arbejdsdage afvikles på følgende dage:

– Forårets arbejdsdag (sidste lørdag i april måned)

– Efterårets arbejdsdag (sidste lørdag i september måned)

 

HØSTFEST

Hvert år i slutningen af august/ starten af september afholder vi en høstfest i foreningen. Vi mødes på fællesarealet, hvor vi hygger, smager på hinandens afgrøder og griller sammen.

 

PLANTEBYTTECENTRAL

Plantebyttecentralen blev etableret i 2014. Den består af 2 hylder på bagsiden af toiletbygningen. Har du en halv pose frø eller en håndfuld stiklinger eller planter til overs, så stil dem på hylderne i byttecentralen på nordsiden af toiletbygningen, så andre kan få glæde af dem. Husk at skrive hvilke frø eller planter der er tale om.

HUSK! Plantebyttecentralen er kun til planter og frø. Har du overskydende tallerkener, stole eller andre effekter, så sæt dem i Den blå avis eller sæt en seddel på opslagstavlen ved indgangen til toiletbygningen om, at effekterne kan købes/afhentes på din lod.